Blad-ide lagt død – igen

Det var hverken mangel på penge eller mangel på interesse fra annoncørernes side, der lagde et projekt om et gratis-magasin til bibliotekernes brugere på hylden i denne omgang. Det var derimod en kombination af flere forhold

Ideen er go’! Så go’, at den lanceres igen og igen. For heller ikke denne gang lykkedes det at få et magasin til gratis uddeling på bibliotekerne op at stå.

I modsætning til hvad man måske skulle forvente, var problemet imidlertid hverken mangel på penge eller annoncører. Som udgangspunkt havde Styrelsen for Bibliotek og Medier bevilget en million kroner, der skulle dække en forundersøgelse og gøre det muligt at få det første par numre på gaden. Derefter skulle det hvile i sig selv, finansieret af annoncer og en lille smule af bibliotekerne selv.
 
På forhånd havde folkene bag projektet sikret sig, at der var interesse for det fra annoncørernes side. Dermed var de to største hurdler ryddet af vejen. Det vil sige dem, som de troede ville volde de største vanskeligheder.
 
I stedet var det især to helt andre forhold, der bremsede bladprojektet. Det ene havde noget med ejerskab at gøre.
 
”Vores forundersøgelse viste, at det var vigtigt for bibliotekerne at føle ejerskab over for bladet. Og med ejerskab følger indflydelse. Eftersom bibliotekerne er kommunalt ejede, gik der hurtigt politik i sagen. Og det viste sig svært at håndtere, at så mange skulle være enige,” fortæller Thomas Angermann, udviklingschef på Gentofte Bibliotekerne, der havde rollen som den ansvarlige drivkraft i bladprojektet.
 
Med i udviklingsprocessen var også Taarnby Kommunebiblioteker og en biblioteksstuderende, Henrik Dybdahl. Han stod bag forundersøgelsen, som konkluderede, at der blandt bibliotekerne generelt var en meget positiv holdning til et gratismagasin. Også hvis det ville kræve, at de selv smed et par kroner i hvert magasin.
 
Bred målgruppe
Det andet problem, der var med til at lægge projektet dødt, var, at nogle af de store biblioteker sprang fra, fordi de ikke troede på et blad med det indhold, som der blev lagt op til.
 
”Vi ville lave et bibliotekernes svar på DSB’s blad, Ud & Se. Det vil sige, at det skulle henvende sig til en meget bred målgruppe ved ikke at skrive snævert om bøger, men også om emner, der rækker videre. Og det mente nogle biblioteker var en forkert tanke,” fortæller Thomas Angermann.
 
I sidste ende blev det ham og Gentofte Bibliotekerne, der besluttede at droppe projektet helt, hvorefter man betalte de offentlige støttekroner tilbage. Og det, der satte prikken over i’et i den beslutningsproces var, at Litteratursiden.dk på det tidspunkt udkom med et gratismagasin til uddeling på bibliotekerne.
 
”Jeg tvivler på, at der vil være plads til to af slagsen på bibliotekerne. Og desuden syntes jeg, at det var nok så smart, hvis vi ventede og så, hvordan det gik med Litteratursiden.dk’s gratismagasin og lærte af deres erfaringer. Vi ville jo gerne sikre vores magasin en lang levetid,” siger Angermann og erkender, at det allermest smarte havde været, om man havde slået sig sammen: ”Men et sted må der være gået noget koordinering galt, eftersom Styrelsen for Bibliotek og Medier måtte være klar over, at Litteratursiden.dk var på vej med et blad, i og med at denne hjemmeside tilhører bibliotekerne.”
 
For Angermanns vedkommende er ideen atter lagt i skuffen. Men den er, siger han, til fri afbenyttelse for andre og måske mere bladprofessionelle mennesker, som måtte ønske at prøve kræfter med den.
 
Og til bladet Bibliotekspressen siger chefen for Taarnby Kommunebiblioteker, at han også stadig er glad for ideen om et Biblioteksmagasin, ligesom Henrik Dybdahl, der gennemførte forundersøgelsen, til samme blad fortæller, at alle de biblioteker han besøgte, var positive, og at han derfor undrer sig over, at bladprojektet ikke bliver til noget.
Torsdag d. 25. marts 2010