Bladpuljen bruges

som kassekredit

Biblioteksstyrelsen har forsøgt at dæmme op for, at enkelte blade bruger bladpuljen som kassekredit ved at forudse meget højere abonnementtal end det reelle. Men det kan stadig lade sig gøre at skyde meget for højt, og pengene skal først retur to år efter

Bladpuljen kan bruges som kassekredit, og det kan stå på i årevis, uden at nogen griber ind. Den simple opskrift er at opgive et højere oplag end det reelle, når tilskuddet skal beregnes, for der går to år, før den endelige afregning falder. 

En gennemgang af aconto-udbetalingen og det endeligt afregnede beløb fra årene 2004-2008 viser, at i hvert fald en bidragmodtager gennem alle årene har opgivet et væsentligt højere oplag ved beregningen af acontoudbetalingen end det tal, der rent faktisk blev distribueret.
 
Det betyder, at modtageren – bladet Et Ord til Dagen, der har sit udspring i Pinsebevægelsen – i hvert af årene 2004-2007 har fået tildelt omkring 80.000 kr. for meget, mens beløbet i 2008 var faldet til 37.000 kr. Det for meget udbetalte beløb er trukket fra i det aconto-beløb, der er udbetalt to år senere.
 
Egne oplysninger
Når det kan lade sig gøre, skyldes det, at distributionstilskuddet tildeles i forhold til bladenes egne oplysninger om det forventede antal distribuerede eksemplarer. Halvandet år efter, at acontobeløbet er udbetalt, skal bladene så opgive det faktiske antal, hvorefter forskellen efterreguleres i næste års tilskud – det vil sige to år efter, at aconto-beløbet blev udbetalt.
 
Biblioteksstyrelsen, der administrerer Bladpuljen er opmærksom på, at det er muligt at skyde for højt og har nu indført et edb-system, der skal fange de mest oplagte eksempler på, at styrelsen bruges som kassekredit. Men alligevel er det lykkedes UCB Danmark (United Christian Broadcasters), der udgiver Et Ord til Dagen, at få udbetalt omkring 65.000 kr. mere i aconto for 2009 end det endeligt bevilgede for 2008, nemlig ca. 190.000 kr., hvor den endelige afregning for 2008 lød på ca. 125.000 kr. Det hører med til historien, at den endelige afregning da den var på sit højeste (år 2007) lød på ca. 140.000 kr. Oplaget har således aldrig været i nærheden af det tal, UCB Danmark har opgivet for i år.
 
De fleste er ærlige
Sekretariatsleder Inger Frydendahl, Bladpuljesekretariatet, erkender, at enkelte blade især de første år af Bladpuljens levetid godt kunne se ud til at bruge Biblioteksstyrelsen som kassekredit, men hun understreger, at ingen nu får mere aconto-udbetalt end det, som ser sandsynligt ud. Men helt undgå, at blade får for meget, er ikke muligt, siger hun.
 
”Vi kan ikke fange alt på forhånd. Vi forsøger at sammenholde det, bladene opgiver, at de vil sende ud med det, de p.t. gør. Men da man ikke kan få tilskud til flere distribuerede blade end det antal, man har søgt til, gælder det jo for bladene om ikke at skyde for lavt,” siger Inger Frydendahl. Hun understreger samtidig, at langt hovedparten at modtagerne af distributionstilskud er meget ærlige.
 
”Der er kun ganske få, hvor vi har mistanke om, at vi agerer kassekredit,” siger hun.
 
De for meget betalte tilskud forsvinder ikke ud i den blå luft. De indgår i puljen to år efter, at pengene blev udtalt første gang.
 
Vi har forgæves forsøgt at komme i forbindelse UCB Danmark, der hverken har reageret på telefonopringninger eller mails.
 
Torsdag d. 29. oktober 2009