Bording blev et

tilløbsstykke

Mere end 200 overværede overrækkelsen af årets Anders Bording-priser på Københavns Rådhus 11. juni.

Overrækkelsen af Anders Bording-priserne den 11. juni på Københavns Rådhus blev et tilløbsstykke. Mere end 200 mødte op for at se, hvem af deres kollegaer, der denne gang skulle have specialmediernes fornemmeste pris – en af de to Anders Bording-statuetter og en af de tre specialpriser.  

Anders Bordings Journalistpris gik til Dagens Medicin for gennem en veldokumenteret artikelserie at give et nuanceret indblik og alternative vinkler på erfaringerne med kræftbehandling i udlandet.
 
Medieprisen gik til Altinget.dk for et veludviklet nichekoncept, der alene lever af betaling for indhold på nettet, og som giver håb for andre om mulighederne i betalt indhold på nettet.
 
De tre specialpriser – Fotoprisen, prisen for Grafisk design og den Digitale pris – gik til:
 
Fotograf Kåre Viemose, Samvirke for en klassisk fotoreportage, der bæres suverænt af tilstedeværelse og overblik
 
Prisen for grafisk design gik til Kommunen for løsning af en redesignopgave med stor kompleksitet og typografisk differentiering på et højt niveau såvel æstetisk som funktionelt.
 
Socialpædagogen fik den digitale pris for med Facebook som omdrejningspunkt at skabe et debatforum på højt fagligt niveau med stor deltagelse og fin integration.
 
Færre prestigeprojekter
I sin tale ved overrækkelsen af Journalist- og Medieprisen opfordrede formanden for dommerkomiteen, chefredaktør Lisbeth Knudsen, Berlingske Media specialmedierne til ’igen at få motivationen, gejsten og lysten til at prøve nye udgivelsesveje og lave flere af de markante projekter’.
 
Dommerne, som udover Lisbeth Knudsen er chefredaktør Per Westergård, Fyens Stiftstidende, rektor Anne-Marie Dohm, Danmarks Journalisthøjskole og Marianne Gram, JP-Politiken, mente nemlig, at der denne gang var lidt færre af de store journalistiske prestigeprojekter med større afsløringer eller kulegravninger iblandt de rigtig mange indsendte forslag. Der var også færre projekter, hvor der afprøves helt nye grænser eller nye fortælleformer, for slet ikke at tale om helt spritnye titler og udgivelser.
 
Til gengæld valgte dommerkomiteen så at sende et klart signal til specialmedierne om at den gerne ser flere projekter i alternative formater og platforme ved at nominere to online-medier og et ugebrev til Medieprisen.
 
Mere end 200 specialmedia-folk overværede overrækkelsen af Anders Bording-priserne på Københavns Rådhus. Foto: Polfoto/Jens Dige
Mandag d. 14. juni 2010