Britiske online-udgivere er optimister

I Storbritannien viser den årlige rundspørge blandt online-udgivere stor optimisme i forhold til året 2010. Hele 75 procent har planer om at foretage større investeringer i løbet af året. Og 50 procent – langt flere end sidste år – har tænkt sig at øge antallet af ansatte på onlinemedierne, om end de forventer, at det stadig vil være en udfordring at finde kvalificerede medarbejdere og holde på dem.

Der, hvor de største investeringer vil ske, er på mobilområdet og de forskellige platforme imellem, mens en stor del også vil investere i udvikling af databaser og brugeranalyser, video, annoncering og uddannelse af medarbejdere.
 
Rundspørgen tyder på, at det blandt udgiverne har højst prioritet at øge annoncesalget. Det siger 48 procent af de adspurgte, mens 33 procent siger, at også uddannelse af medarbejderne ligger i top tre på listen over, hvor der skal sættes ind først. Den absolut største udfordring for online-udgiverne er en øgning og en spredning af forretningen.
 
Torsdag d. 25. marts 2010