Evnen til at tjene på netindhold

gav Mediepris til Altinget.dk

Altinget.dk fik Anders Bordings Mediepris i anerkendelse af, at de 15 netaviser alene lever af abonnenternes betaling. Det forhindrer ikke udgiver Rasmus Nielsen i at holde fast i, at netmedier selvfølgelig skal have andel i mediestøtten, for i takt med at aviserne satser stærkere på online-delen bliver konkurrencen så hård, at den truer Altingets bæredygtighed, mener han

Umiddelbart er det lidt af et paradoks, når Altinget.dk fik Anders Bordings Mediepris med den begrundelse, at de 15 internetaviser alene lever af betaling for indhold på nettet. For Rasmus Nielsen, chefredaktør og udgiver af aviserne, er en af de fremmeste fortalere for, at fritstående netmedier skal have deres del af de milliarder, der uddeles i mediestøtte.  

Ikke desto mindre er han rigtig glad for dommerkomiteens begrundelse, og han kan heller ikke se, at der er nogen modsætning mellem den og hans synspunkt. For det er ligestilling med de øvrige medier mere end pengene, der er hans ærinde.
 
For selv om Altinget.dk altså klarer sig selv i dag og også har sorte tal på bundlinjen, vil det ikke nødvendigvis se sådan ud fremover, hvis ikke mediestøtten ændres, mener han.
 
”Mediestøtten vil i stigende grad blive brugt til internetaktiviteter, fordi aviserne lægger om fra tryk til internet. Så konkurrencen bliver større, og vi kan i princippet blive truet på vores bæredygtighed. Det er den ene side af sagen. Den anden er, at vores vækst er langsommere, end den kunne være, fordi vi ikke behandles på lige fod med de øvrige medier. Vi havde været større og stærkere, og havde måske også lavet bedre journalistik, hvis vi havde haft andel i mediestøtten. Tingene hænger sammen,” siger Rasmus Nielsen.
 
Nu skal der fokus på journalistikken
Men mediestøtte eller ej er det nu ambitionen at sætte fokus på kvalitetsjournalistik, fortæller Rasmus Nielsen, der ikke har noget imod at lufte sin ambition om, at Altinget.dk på 10 års sigt skal gøre sig fortjent til Journalistprisen også. Og han har også gjort sig tanker om, hvad det vil kræve.
 
”Vi bliver bedre og bedre journalistisk – på mange måder, ikke mindst på vores service- og researchstof. Vi arbejder os op, men der er stadig et stykke vej at gå. Så når jeg lægger vægt på at prioritere journalistikken, skal det ikke ses som en kritik af mine kolleger og ansatte. Men vi må erkende, at vores meget decentrale struktur og det, at vi ikke har nogen overordnet hierarkisk redaktionel ledelse, har betydning for journalistikken,” siger Rasmus Nielsen.
 
De 12 journalister på Altinget.dk fungerer alle som portalredaktører. Rasmus Nielsen er ganske vist chefredaktør for alle udgivelserne, men bruger ikke alle sine kræfter på journalistikken. Det vil sige, at hver enkelt redaktør i det daglige stort set er alene om at researche, skrive og publicere stoffet, og redaktionen overvejer, om der skal en mere samlende, koordinerende og coachende funktion til.
 
Mere værd end støtte
”Gedigenhed, overblik og grundighed kræver tid men kræver også hænder, der samarbejder. Hvis en journalist kun taler med sig selv om sin historie og måske heller ikke får efterkritik, hvor er så raffineringen af produktet? Flere øjne gør altså produktet bedre, og jeg tror ikke, der er tvivl om, at vi er nødt til at være mindre anarkistiske og mere kontrollerede, hvis vi skal videre med journalistikken,” siger Rasmus Nielsen.
 
Rasmus Nielsen er helt uden forbehold meget glad for den kollegiale anerkendelse, det er at få Medieprisen. Det er lige før anerkendelsen er mere værd end andel i mediemilliarderne.
 
”Vores kunder viser deres anerkendelse ved at gentegne abonnementet. Men det er stort med den kollegiale anerkendelse, fordi den kommer fra konkurrenter, der ved, hvad der kræves. Så kan man se, det nytter noget,” siger Rasmus Nielsen.  
 
Han festede i øvrigt igennem efter prisoverrækkelsen, for som medejer af bladet Kommunen havde han også andel i prisen for bedste grafiske design. Så først var han sammen med Altinget.dk i Grøften i Tivoli, før han ud på aftenen fortsatte til Kommunens fest. Og der var ikke forskel på festglæden, selvom det ene medie fik en statuette og det andet en specialpris, understreger han.
 
”Begge medier var lige glade. Kommunen er i sin nuværende skikkelse kun et år gammel, og glæden var stor. Det er virkelig et skulderklap til en ny arbejdsplads at få en Bordingpris,” siger Rasmus Nielsen.
 
Altinget.dks udgiver og chefredaktør Rasmus Nielsen modtager Anders Bordings Mediepris. Foto: Polfoto/Jens Dige
Mandag d. 14. juni 2010