Grafisk pris for æstetisk værdi

Redaktøren vil have mod, provokation og overraskelse. Det får hun ved at give stor plads til de kreative. Det kan være besværligt, men resultatet er det værd.

 

FO/Fremtidsorientering, der udgives af Instituttet for Fremtidsforskning, blev belønnet med specialprisen for grafisk design ”for gennem brug af skræddersyede illustrationer, udfordrende og tankevækkende fotoserier samt grafiske effekter at tilføre siderne æstetisk værdi”.
 
Og det sker faktisk, at æstetikken får lov at bestemme, når redaktørens grænser bliver udfordret lige til stregen. Et nummer med temaet ”virtuel living”, hvor grafikeren både brugte nøgne mennesker og psykedeliske billeder, var lige ved at overskride den grænse, men ”billederne var altså så fantastisk flotte”.
 
”Jeg må også gerne blive provokeret. Bladet skal røre mig og være modigt og overraskende. Det er jo også det, læserne skal opleve”, siger bladets redaktør Gitte Larsen.
 
”Det er det visuelle udtryk læserne møder først. Og hvis ikke vi tør være fremtidsorienteret der, og ikke tør lege med det grafiske, så signaler vi heller ikke, at vi tør gøre det i indholdet. Det bliver nødt til at hænge sammen”, siger hun.
 
Et ekstra element
Gitte Larsen ser det visuelle som et ekstra element på linje med en artikel. Det skal give en ekstra dimension, som skal være med til at formidle det, hun vil med bladets tema. For at opfylde det, arbejder redaktøren og grafikerne tættere sammen, end man gør på mange andre redaktioner. Men det er ikke det eneste, der er anderledes.
Det er således ikke den samme grafiker, der får lov at arbejde med alle de seks numre, der udkommer om året. ”Der skal forskellige input, vinkler og kompetencer til, for at vi kan skabe variation”, siger hun, der derfor i forbindelse med planlægningen af årets temaer også lægger sig fast på, hvem af de to faste grafikere – eller en helt tredje – der skal stå for de enkelte numre.
 
Hun er meget bevidst om, at hun som redaktør ikke på forhånd lukker rummet for de kreatives arbejde. De skal have lov til at lege. Det kan godt være, at hun kommer med sine ideer om, hvordan bladet skal se ud, men det er slet ikke sikkert, at hendes bliver det endelige resultat. ”Det er vigtigt, at jeg er så åben, at grafikerne får lov til at bidrage med det, de er allerbedst til,” siger hun.
 
”Bladet bliver bedre af, at man kan samarbejde, og at man viser forståelse og respekt for hinandens fagligheder. Det kan da være svært at arbejde med så kreative mennesker. De synes, at alt hvad de laver er kunst, og at det er vigtigere end deadlines og alt muligt andet. Så sådan nogle kampe har man selvfølgelig også, når man giver det så frit, som jeg gør, men det er absolut det værd”, siger hun.
 
De to faste Art Directors på FO/Fremtidsorientering er Stine Skøtt Olesen/Nxtbrand og Martin Johansson, der driver sin egen virksomhed.
 
Lørdag d. 31. maj 2008