Professor Anker Brink Lund i Berlingske Tidende
Relaterede artikler
Journalist-prisen
til en hel redaktion
Da dagbladet BT sidste vinter bragte en historie om, at danske kræftpatienter kunne blive helbredt ved at tage til Kina og blive behandlet, rejste alle antenner sig lodret på redaktionen af Dagens Medicin.
”Vores målgruppe er de danske læger, som vi nu kunne forudse ville blive bombarderet med spørgsmål fra deres patienter og tvunget til at forholde sig til kræftbehandlingen i Kina. Så vi besluttede lynhurtigt at afdække hele området for at klæde dem på til at kunne nogle ordentlige svar,” fortæller Kristian Lund, chefredaktør på Dagens Medicin.
Ryddede et helt nummer
Og fordi det både skulle gå stærkt og formentlig ville blive et større projekt, bestemte man sig for at rydde et helt nummer af bladet og dedikere det alene til Kina-historierne. Samtidig blev alle redaktionelle kræfter sat i sving. Og resultatet lå så klart i marts 2009, da Dagens Medicin udkom med et stort temanummer, suppleret med en masse ekstra stof på hjemmesiden, fx al dokumentationen bag bladets artikler, inklusive video- og lydoptagelser med kinesiske læger og andre.
”Fra starten håbede vi at kunne afskrive den kinesiske kræftbehandling som en relevant mulighed for danske patienter, men det endte vi med ikke helt at kunne. Der var en lille tvivl, som selvfølgelig blev en del af vores skriverier. Men under alle omstændigheder er vores målgruppe nu klogere på, hvad der foregår. Og det er en tankegang, vi godt kan lide – at når der sås tvivl om noget, så gælder det for os om at være på pletten,” siger chefredaktøren.
Kun specialmedierne har ressourcerne
Til afdækning af så stort og komplekst et emne skal der, ud over en stor og engageret redaktion, en indsats til, som kun specialmedierne i dag har ressourcer til.
”Der er ingen dagblade, der har mulighed for at bruge alle de kræfter, der skal til. Det har kun vi specialmedier. Og det føler vi derfor også et særligt ansvar for at gøre,” siger Kristian Lund.
Og selvom det i dette tilfælde har tæret på kræfterne og undervejs har været kraftigt op ad bakke, har resultatet været det hele værd, synes han.
”Det er jo skidesjovt. At stå på et redaktionsmøde og sige: Nu fyrer vi den af, sætter et helt blad af og bruger nettet også, det er jo herligt. Så vi er alle glade,” forsikrer han.
Og det kan de så være på Dagens Medicin – nu for fjerde gang.
For den aktuelle Bording-pris er nummer fire i rækken i løbet af blot syv år. I 2003 fik Dagens Medicin medie-prisen, og i 2008 fik man både skribent-prisen og foto-prisen.
Denne strøm af udmærkelser er der, ifølge redaktøren, kun én god forklaring på:
”Vi har en sindssygt dygtig stab af journalister – med store ambitioner på fagets vegne. Sådan er det. Og det er det, der gør det muligt,” siger Kristian Lund.
FAKTA
Juryens begrundelse:
Det handler om en tværmedial afdækning af danske patienters kræftbehandling i Kina. Historien blev med al sin styrke et effektivt modspil til flere danske mediers mirakelhistorier om kræftbehandling på kinesiske hospitaler. Journalisterne på Dagens Medicin – i et tilsyneladende velfungerende samarbejde mellem web og print – fik med deres afdækning dokumenteret, at det var småt med miraklerne, mens de kinesiske hospitaler, rejsebureauer og andre tjente pengene på de godtroende og afmægtige danske kræftpatienter. Det blev til et særligt tema på nettet og en temaavis, som repræsenterer en særdeles grundig arbejdsproces, samt en række nyhedshistorier.
Udgiver: Dagens Medicin A/S
Ansv. redaktør: Kristian Lund
Oplag: 22.193
Frekvens: 38 gange årligt
