Mangel på praktikanter

rammer kun fagpressen blidt

Fagpressens blade trækker stadig, trods gratisavisernes strandhugst blandt de journaliststuderende

Med 220 praktikantstillinger slået op kunne dette efterårs journalistspirer vælge og vrage som aldrig før. Og da den halvårlige ”panikdag” var omme 1. november kunne det konstateres, at panikken primært var arbejdsgivernes. 50 stillinger var ubesatte og 19 praktiksteder havde slet ingen ansøgninger fået.

Ofrene var især provinspressen, hvilket tyder på, at geografien har spillet en stor rolle for de studerende. Specielt yderområderne havde slet ikke kunnet tiltrække sig opmærksomhed.
 
Årsagen til det ekstraordinært store antal ubesatte stillinger er især to. Den første er, at det alene er studerende fra Journalisthøjskolen i Århus og Universitetet i Roskilde, der skal i praktik pr. 1. februar. De unge fra Syddansk Universitet i Odense er kun med i ansøgerfeltet en gang om året. Den anden forklaring er, at antallet af praktiksteder er steget voldsomt. I denne ombæring var alle de nye gratisaviser med for første gang og fyldte godt op i den samlede pulje af pladser.
 
I Dansk Fagpresse glæder direktør Christian Kierkegaard sig over, at foreningens medlemsblade kun i beskedent omfang er blevet ramt af praktikant-manglen. Efter ”panikdagen” stod otte af de udbudte 26 praktikpladser ubesatte. Og den situation er ikke usædvanlig, eftersom hovedparten af de kommende praktikanter altid forsøger sig først hos de store landsdækkende dagblade og elektroniske medier.
 
”Det er ganske normalt, at mange af vores medlemmer først får besat deres ledige pladser i anden omgang”, siger Christian Kierkegaard.
 
Topscoreren blandt dette efterårs journaliststuderende er ikke overraskende DR Nyheder med Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten på de tre næste pladser. Blandt gratisaviserne var 24 timer den mest populære med 32 ansøgere, mens MetroXpress fik 26.
 
Den islandske Nyhedsavisen havde ikke nået at blive godkendt som praktiksted forud for denne runde og fik derfor ingen ansøgninger. Og blandt de øvrige 19, som ingen fik, er foruden provinspressen en del kommunikationsafdelinger og organisationsblade.
 
”Hvis udviklingen med de mange praktiksteder i forhold til antal studerende fortsætter, vil der nok være et behov for, at vi i et samarbejde med uddannelsesinstitutionerne gør en ekstra indsats for at fremhæve visse mediers kvalifikationer og promovere dem mere over for de studerende”, siger Christian Kierkegaard.
 
Han peger på, at det er vigtigt for uddannelserne med meget forskellige praktikpladser, men at de, som situationen er nu, kan få problemer.
Fredag d. 1. december 2006
Læs mere om: