Professor Anker Brink Lund i Berlingske Tidende
"Public service-test bør også omfatte dagblade, der i modsætning til magasiner og fagblade modtager mediestøtte"
"Public service-test bør også omfatte dagblade, der i modsætning til magasiner og fagblade modtager mediestøtte"
Professor Anker Brink Lund i Berlingske Tidende |
Nyt system for e-marketingsparer tid og penge
For et par år siden udviklede Bjerre Media Service et system til online servicering af abonnenter. Nu er systemet udvidet på en måde, som gør også en stor del af markedsføringen elektronisk
Af Berit Andersen
I en tid, hvor annoncekronerne bliver færre, er gode råd til besparelser dyre. Et af rådene kommer fra Bjerre Media Service, der for et par år siden skabte et system til online-servicering af abonnenter, og som nu har udviklet det videre, så det også kan bruges til markedsføring via e-mail, mobiltelefon m.m.
![]() Lars Schilling Jacobsen ”Med elektronisk markedsføring, der er koblet op på et online-abonnementssystem, kan der spares rigtig mange penge. Alene til porto, fordi man slipper for at sende velkomstbreve, nyhedsbreve og meget andet ud med posten,” siger Lars Schilling Jacobsen, adm. direktør for Bjerre Media Service.
Systemet er foreløbig enestående i Danmark, og har allerede efter blot halvanden måneds eksistens tiltrukket sig stor interesse. Både fra Bjerre Medias egne kunder og fra mange andre. Også selvom prisen typisk vil løbe op på 30 -50.000 kroner om året.
Direkte dialog
”Forskellen på et gammeldags system til abonnementsservice og en moderne e-marketing platform er, at det er en super god og nem måde at vedligeholde og udbygge sin abonnements- og medlemsdatabase. Blandt andet fordi du kan komme i direkte elektronisk dialog med dine abonnenter via e-mail-kampagner, sms-til- og afmeldinger, velkomstbreve, konkurrencer osv.,” fortæller Lars Schilling Jacobsen.
”Man kan også sige det på den måde, at udgiverne køber sig ind i noget udvikling. I stedet for at gå ud og købe sig et sms-system selv er man en part af det, vi allerede har skabt – også af den videndeling, der er på medlemssiden, forstået på den måde, at hvis vi udvikler noget til én kunde, vil vores øvrige kunder også kunne få glæde af det.”
Stærkere tilhørsforhold
Noget andet er så, påpeger direktøren, at der for udgiverne også ligger et potentielt forretningsområde i overtaksering, som er lige til at gå til med en e-marketing platform.
Overtaksering er en måde at få betaling for en ydelse via mobiltelefonen. Det være sig i forbindelse med konkurrencer, indsamlinger til velgørende formål eller salg af eksempelvis ringetoner. Dvs. at betalingen bliver trukket på brugerens mobilregning, i stedet for at han skal betale med Dankort, ved bankoverførsel eller lign.
Foruden de kontante besparelser har Bjerre Medias nye system også den fordel, at det gør det nemmere at knytte kunderne/læserne fastere til sig.
”Når man hurtigt og direkte kan ’tale’ med kunderne, skaber man et stærkere tilhørsforhold til dem, og opnår samtidig en større loyalitet. På den måde kan man fastholde dem i længere tid,” lover Lars Schilling Jacobsen.
Som han ser det vil især medlemsorganisationer og abonnementsblade – og i det hele taget alle, der har brug for at fastholde en kunde- eller medlemsskare – kunne høste store fordele af det nye elektroniske marketingssystem.
Gavekort og e-shop
Næste skridt i udviklingen af Bjerre Medias online-systemer er fx elektroniske gavekort pr. mms på mobilen. Hvis man fx kører en kampagne, hvor man tilbyder et blad og fem golfbolde for at få folk til at tegne abonnement – så sender man kunden et gavekort pr. mms, som derefter kan indløses i den sportsforretning man har entreret med. Når det scannes ind i kassen her, registreres det samtidig i bladets online-abonnementssystem – og kunden får udleveret sine fem golfbolde.
Inden det kommer til de elektroniske gavekort m.v. regner Bjerre Media Service med at kunne barsle med et e-shop-modul, der også kan hæftes på det grundlæggende online-abonnementssystem. Det vil give en udgiver mulighed for at give sine abonnenter forskellige rabatter, foruden at man kan aflæse den enkeltes indkøbsvaner og -interesser og dermed målrette tilbud og markedsføring direkte til ham eller hende.
”Det helt unikke ved vores system er, at det hele hænger sammen med udgiverens abonnementsdatabase, og at alle transaktioner automatisk og løbende bliver opdateret inde i systemet,” siger Lars Schilling Jacobsen.
Torsdag d. 26. november 2009
|
||