Når professor Anker Brink Lund den 2. oktober er færdig med at fremlægge sine scenarier for den fremtidige mediestøtte, vil vi alle sammen blive lidt klogere på, hvor der bærer hen. Men intet er jo givet før Folketinget har talt, så uanset professorens forslag vil køen hos medieordførerne stadig være der.

 

Rambøll Management, Anker Brink Lund og medieforsker Preben Sepstrup har inden konferencen 2. oktober i Eigveds Pakhus i København lagt to års arbejde i den medieudredning, der skal give politikerne input til et nyt medieforlig fra 2011 og fire år frem.

 

På forhånd kan det med næsten 100 procents sikkerhed forudses, at DR kommer i skudlinjen. Vores alle sammens mediemastodont løber i dag med den absolutte broderpart af mediestøtten. 3,2 milliarder havner i DR-byen, og det synes de fleste andre aktører er så rigeligt endda, og så synes mange i øvrigt også, at DR skal holde sig til at opfylde public service-forpligtelserne, og at de ikke omfatter den massive satsning på nettet, som DR har gjort de seneste år.

 

Og her hjælper det ikke DR, at virksomheden dels har nedlagt nogle af sine websider dels – noget forsinket - har værditestet (dvs. testet, om nye aktiviteter på nettet falder ind under public service-begrebet) to initiativer, nemlig ”DR-tjenester i det offentlige rum”, som drejer sig om at gøre især nyhedsstof fra DR tilgængeligt på skærme, hvor danskerne færdes og om ”dr.dk/sundhed”, som er en guide til alt sundhedsstof i DR og i andre medier. For Radio- og tv-nævnet vurderer, at begge tjenester opfylder demokratiske, kulturelle eller social beho,v og at de er tilgængelig for alle danskere med det fornødne modtageudstyr. Det er de to spørgsmål, testen ifølge DRs public servicekontrakt skal svare på. Og så er der næsten frit slag for DRs netaktiviteter.

 

Egentlig skulle DR have gennemført værditest allerede fra 2007, men der måtte en kulturministeriel rykker til, for DR fik taget hul på dem.

 

Og de flytter overhovedet ikke noget, siger en af de mest aktive forkæmpere for, at DR skal holde sig til et snævert public service-begreb. Det er direktør og ejer af Altinget.dk, Rasmus Nielsen, der også er en af de to nyudpegede næstformænd i Danske Specialmedier. Han ejer i øvrigt sammen med journalist Claus Theilgaard, dknyt, avisen Kommunen, der i foråret fik bevilget 6,3 mio. kr. i statslig omstillingstøtte i årene 2009-2012. Men det er en helt anden historie.

 

Rasmus Nielsen efterlyser en overligger for DRs specialiseringsgrad – altså hvor mange specialsider på nettet, DR overhovedet må have og – ikke mindst – at DR udliciterer en større del af netproduktionen, ligesom DR er blevet pålagt at udlicitere dramaproduktionen.

 

Danske Dagblades Forening, hvis medlemmer modtager ca. 1,3 mia. i form af direkte støtte og indirekte som momsfritagelse, har gennem længere tid kørt en kampagne for at reducere DRs aktiviteter på nettet, som aviserne åbenbart mener, at deres område. Det er Danske Specialmedier ikke enig i. Specielmedierne vil have ligestilling, og beklager sig derfor sig over, at aviserne kan kanalisere statskroner over på netaktiviteterne og på magasinlignende udgivelser, og at hverken avisernes eller DR netjournalitik er momsbelagt, hvad specialmediernes er.

 

Debatten om mediestøtten har siden sidste efterår, hvor forskerne fremlagde den midtvejsrapport, der giver det første samlede billede af, hvad der uddeles i mediestøtte, ind imellem svunget sig op i de højere luftlag, hvor der tales om demokratiet vogtere, den fjerde statsmagt, nationalt sammenhold osv.  

 

Direktør Ebbe Dal fra Danske Dagblades Forening skrev således i en kronik i december sidste år, at ”hvis man ønsker at bevare de store redaktionelle miljøer, som magter at hamle op med myndighederne og fungere som befolkningens øjne og ører, kan man lige så godt droppe at sprede eller reducere mediestøtten. Så er det som hidtil dagbladene og public service-medierne, der skal have den. Så enkelt er det.”

Det mener de øvrige medier nu ikke, det er. For eksempel kan Danske Specialmedier, der er organisation for 380 fagblade, tidsskrifter og netmedier, ikke se, hvorfor det netop er dagbladene, der skal have pengene på bekostning af fx specialmagasiner og netmedier.

 

Foreningen mener, at dens medlemmer også er en vigtig brik i den demokratiske samfundsdebat, og at den nuværende mediestøtte bare er med til at cementere mediebilledet i Danmark.

 

Kristian Lund, formand for Danske Specialmedier og chefredaktør på Dagens Medicin beskriver så malende i en klumme her på sitet, at i 60’erne, da støtten egentlig gav mening, kunne aviserne henvise til pluralismen - at det selvsagt var vigtigt at bevare stemmerne i debatten.

 

”Dengang var det også korrekt. I dag holder det argument ikke en meter. Siden dengang har de store dagbladhuse i København banket deres konkurrenter i provinsen ud af banen. En af de mest bestialske og kapitalistiske krige har slidt de små regionale aviser op. Nu er de fleste af dem døde, og giganternes felttog mod dem blev faktisk finansieret af skatteydernes penge. På en måde har borgerne i provinsen medfinansieret aflivningen af deres lokale aviser.” 

 

Mediestøttenfremmer mediekoncentrationen. Berlingske-koncernens aviser fik i 2008 112 mio. kr. i distributionsstøtte – 108 mil. fra dagbladsstøtten og godt fire mio. fra puljen til dagbladslignende publikationer. JP/Politiken modtog 53,6 mio. fra dagbladspuljen, det vil sige, at de to koncerner tilsammen modtog næsten halvdelen af ud af de i alt 356 mio. statskroner, der blev uddelt i distributionsstøtte til dagblade og dagbladslignende publikationer.

 

Men det er ikke alene distributionsstøtten, der især kommer de store koncerner til gode. Det gælder også værdien af nulmomsen for dagblade.

Her er ikke officielle beregninger af værdien, fordi dagbladene ikke offentliggør detaljerede oplysninger af indtægterne ved salg. Men på baggrund af oplag og kendte priser har Danske Specialmedier beregnet, at værdien af momsfritagelsen for Berlingske-koncernens og JP/Politiken-koncernens blade hver er på ca. 385 millioner kr. Dermed modtager de ca. 70 procent af de 1,1 milliard kr., som dagbladene begunstiges med gennem nulmomsen.

 

Det er slet ikke sikkert, at hverken forskerne eller politikerne vil dele Danske Specialmediers syn på det problematiske i en vis mediekoncentration. Anker Brink Lund har således tidligere sagt, at det i medieverdenen gælder, at virkelig benhård konkurrence ikke er godt for den offentlige debat, for så konkurrerer man om mindste fællesnævner og risikerer desuden at få en masse underfinansierede og dermed svage medier. 

 

Han mener derfor, at det er vigtigt også at se på den indre mangfoldighed, hvor der måske er færre spillere, men til gengæld organisations- og ledelsesmæssige strukturer, der sikrer plads til forskellige medier indenfor samme koncern.

 

Han fremhæver netop Politiken/Jyllands-Posten og Berlingske-koncernen, hvor, som han siger, ingen vel vil hævde, at de enkelte blade er blevet mere ens af at være i samme koncern.

 

Danske Specialmedier kæmper for, at mediestøtten fremover bliver platformsuafhængig og også forskerne vil tilstræbe, at det ikke bliver udslagsgivende, på hvilken platform der opereres.

 

Men Anker Brink Lund vil heller ikke afvise, at distributionsformen kan komme til at spille en rolle. Man kan ikke se bort fra, at et medie, der har meget tunge distributionsudgifter kan spille så væsentlig en rolle for den offentlige debat, at det kan argumentere for en kompensation, siger han, der derfor ikke på forhånd vil fraskrive, at distribution og også andre produktionsmæssige vilkår kan inddrages i udarbejdelsen af scenarierne.

 

Det eneste, der står klart her en uge inden den længe ventede konference er, at der er mange, rigtig mange forskellige interesser. Og at det på bundlinjen handler om penge, og at der næppe bliver flere mediestøttekroner at fordele fremover.