På job med tegnsprogstolk

For de to redaktører er der intet usædvanligt i at ’tale sammen’ på denne måde. Faktisk er det ofte sådan det foregår, når udøver deres hverv som redaktører og skribenter. Alternativet er tegnsprogstolken, som de også benytter sig flittigt af – også ved telefoninterviews.

 

Men uanset hvad, opfatter de to også deres handicap som en fordel i jobbet som journalist.

 

”Døve kilder skal man som regel møde ansigt til ansigt for at få det bedste resultat. Og som døv forstår man kilderne fuldt ud og kan citere korrekt fra tegnsprog til dansk,” siger Mette Bertelsen og fortæller, at Danske Døves Landsforbund desuden har to hustolke ansat, som hun har brugt i forbindelse med sit arbejde. Blandt andet ved telefoninterviews. Derfor mener hun, at en døv journalist kan fuldstændig det samme som en hørende, om end det nok går lidt langsommere. Men generelt bliver arbejdet som døv journalist stadig nemmere, mener hun, i takt med den teknologiske udvikling. E-mails, chat og Facebook er for eksempel uvurderlige arbejdsredskaber for hende.

 

Mette Bertelsen begyndte som redaktør på Døvebladet i 2007 og var der i to og et halvt år indtil oktober i år. Dengang kom hun – 25 år gammel – lige fra universitetet i Odense, hvor hun havde taget en bachelorgrad i film- og medievidenskab med sidefag i journalistik.

 

Hun mener selv, at det var lidt af en sats fra landsforbundets side, men forklarer det med, at hun i et par år havde været frivillig redaktør på ungdomsforbundets blad og dermed havde et ret stort netværk i døveverdenen. Desuden var bladet dengang først lige begyndt at få mere journalistiske ambitioner, og det gjorde det ekstra svært at finde en redaktør, der både havde journalistisk erfaring, og som kendte døveverdenen indgående.

 

Når hun nu netop er stoppet som redaktør skyldes det hendes behov for mere faglig fordybelse, og at hun gerne vil gøre sin kandidatoverbygning færdig. Lige nu rejser hun rundt i Asien et halvt år. Og til februar begynder hun at læse videre – enten på medievidenskab eller IT-universitetet.

 

”Jeg er meget fascineret af, hvad man kan bruge internettet til rent journalistisk, og hvordan fremtiden vil forme sig – især fordi der ikke helt synes at være noget konkret være svar på det,” siger hun.

 

I stolen som redaktør af Døvebladet sidder derfor nu Kim Kanstrup. Han var indtil for nylig folkeskolelærer i København, men søgte jobbet som redaktør på opfordring. Lysten var der i høj grad – på trods af at den journalistiske baggrund mangler.

 

Som uuddannet i faget var den første måned i redaktørjobbet en ordentlig mundfuld, erkender Kim.

 

”For her skulle jeg ikke alene sætte mig ind i tingenes gang på bladet, men også producere decembernummeret. Så det var en rå start.”

 

Endnu er det hele stadig nyt for ham. Og bladet ser foreløbig også ud, som det plejer. Men ændringerne er på vej. Allerede inden Kim Kanstrup kom til, var der planer om et redesign af Døvebladet. Og det glæder han sig til at være med til, da han ikke umiddelbart synes, at bladets mange sider annoncer spiller visuelt godt sammen med det redaktionelle indhold.

 

Men ellers vil han i sin tid som redaktør lægge vægt på ’at bevare læsernes interesse for bladet og samtidig få flere læsere til’, som han siger. Desuden vil han gerne sikre en større forståelse for strukturen i Danske Døves Landsforbund i forhold til døvesamfundet generelt:

 

”Organisationen er i virkeligheden stor og beskæftiger sig med mange emner, som vi i bladet skal afspejle. Vi skal huske, at bladet er organisationens talerør – selvom vi har helt frie hænder.”

 

Som Kim Kanstrup ser det, er fagbladenes styrke generelt ikke alene at viderebringe gode historier, men netop også ”at bruge bladet som politisk talerør, at give stof til eftertanke – og reklamere med, at støtte til organisationen vil gøre livet lettere for dig som medlem,” som han siger.

 

Noget andet man ifølge Kim og Mette skal huske som redaktør af et blad for døve er, at dansk for dem er andet sprog, da tegnsprog er det første.

 

”Derfor er det ekstra vigtigt i et blad som vores, at sproget er let, flydende og underholdende sprog – og at der er en masse gode billeder. Det visuelle er i højsædet for os. Og den høje grad af æstetik i forhold til billederne er noget af det, jeg er mest stolt af ved bladet,” siger Kim.

 

Det sidste er i høj grad Mette Bertelsens fortjeneste. For i sin tid som redaktør har hun satset meget på det visuelle:

 

”Mit mål var at skabe et blad, som specielt døve kunne identificere sig med og forstå. Og et af midlerne til målet var at gøre bladet visuelt appellerende og genkendeligt, så også de mindre læsestærke kunne være med.”

 

Bag det hele lå hendes grundtanke om, at man skal tale til sine læsere – hverken under eller over dem. Det er efter hendes mening en af de fornemste opgaver for et fagmagasin: At connecte med medlemmerne, som hun siger.

 

Og så er det bedste ved jobbet som redaktør af Døvebladet den respons fra læserne, som er mere intens end på de fleste andre blade.

 

”Jeg ved fra andre redaktører, at de savner responsen. Men her er vi meget tæt på vores målgruppe og får derfor rigtig meget respons. Også fordi døve til alle tider har haft svært ved at få lov til at komme til ordre, da alle mulige andre autoriteter synes at vide mere om, hvad der er bedst for døve. Så at kunne give døve mulighed for at fortælle deres egne historier og give deres meninger og protester til kende er noget af det mest fantastiske ved at være redaktør af Døvebladet,” siger Mette Bertelsen. Og hvis Kim Kanstrup havde kunnet høre hende, ville han have nikket bifaldende.