Og forslaget er faktisk det vigtigste af de mange, der indgår i medieudredningen, mener han og i hvert fald det, han helst vil huskes på, når alle de andre ord i den omfangsrige rapport er glemt.

 

Og det skal han nok blive, uanset om det lykkes at få forslaget igennem eller ej. For det har vakt genlyd i medieverdenen, med Berlingskes Lisbeth Knudsen som den fremmeste kritiker.

 

”Skiftende politiske flertal skal ikke have patent på publicistiske skønhedsidealer. De varetages bedst af uafhængige redaktører, som står til regnskab hos kunderne, læserne og brugerne hver dag for det, de leverer”, skriver hun således på sin blog, hvor hun også mener, at netop det forslag diskvalificerer rapporten.

 

Men lige netop det med at stå til ansvar overfor kunderne, køber Anker Brink Lund ikke. Hans tiltro til, at danske journalister har vor læser med i tankerne, når de producerer dagens tekst, kan ligge på et lille sted.

 

”Journalister har i årevis har kæmpet en kamp for at gøre sig fri. Først af statsmagten, så af annoncørerne, så at de politiske partier, så af redaktørerne, og nu er man også uafhængig af læserne og står med begge ben solidt plantet i blå luft. Det er den ultimative frihed. Til gengæld er man blevet dybt afhængig af kilderne og statslige kroner,” siger han.

 

Og så mener han i øvrigt, at kritikerne har misforstået forslaget om publicistiske varedeklarationer. For det første ønsker han at fastholde armlængdeprincippet og mener derfor ikke, at det skal være politikerne, der foretager kvalitetskontrollen. Han lægger op til en høj grad af egenkontrol, og så ser han det faktisk som et ledelsesværktøj og et efterkritikværktøj.

 

”Tværtimod at fratage chefredaktørerne magten, bliver deres magt større, hvis vi indfører en kvalitetskontrol. Så får de nemlig et redskab at styre efter. Det betyder, at det ikke bliver yngstepraktikant, der skal afgøre, hvad der er vigtigt og relevant ,” siger Anker Brink Lund.

 

”Alle ville have godt at reflektere over spørgsmålet: hvad var det egentlig, vi berigede verden med her? Og det behøver ikke være særlig bureaukratisk, og det handler heller ikke om selvcensur. En gang om året kommer der et revisionsfirma, der får forelagt det publicistiske regnskab. 99 procent vil sikkert se fornuftig ud og nogle får så en anmærkning, ligesom det sker i det økonomiske regnskab. Det kan da godt være, at DR får besked på, at ottende gang de sender X Faktor må de altså gøre det efter pay per view ikke for skattepengene, men der er vel også i orden”, siger Anker Brink Lund.

 

Anker Brink Lund ser i øvrigt også publicistiske varedeklarationer som en fordel for specialmedierne, der med dem i hånden kan argumentere meget stærkere for deres berettigelse. Så handler det nemlig ikke længere om, hvor tit man kommer eller hvor bredt et publikum, mediet henvender sig til, men at det faktisk opfylder nogle publicistiske funktioner, som ellers ikke ville blive opfyldt.

 

Publicistiske regnskaber kendes i forvejen fra bl.a. Sverige, hvor primært dagbladene fast redegør for, hvordan året er gået i forhold til deres egne publicistiske visioner. Også i Norge har man et element af et sådant regnskab uden at det dog bruges så systematisk som i Sverige. Schibsted-gruppen har meldt fra i forhold til værktøjet, mens en del norske fagblade offentliggør deres publicistiske regnskab.

 

Anker Brink Lund tror i øvrigt, at publicistiske regnskaber vil kunne give de medier, der indfører dem, en konkurrencefordel og efterlyser, at medieverdenen kaster sig ud i et forsøg. For eksempel, at en stor dagbladskoncern, nogle stærke fagblade og TV2 gik sammen om et forskningsbaseret eksperiment.