Rubrikker får en ekstra tand på nettet

Når det handler om nyheder på nettet skal der noget særligt til for at hive læserne inden døre


Nyheder på nettet gør dig dummere…

Det var overskriften på den historie, der forleden var den mest læste på Videnskab.dk. Og den handlede blandt andet om portalen selv i anledning af dens to års fødselsdag.

Til lejligheden havde man kikket i statistikkerne for at se, hvilke historier der i den forløbne tid havde givet flest klik. Det viste sig at være historier, der handler om sex, sundhed, kendisser og mærkelige ting. Præcis de samme emner, som også er de mest populære på andre netsider med nyheder.

Det fik professor i journalistik, Jørgen Poulsen, til at sige, at nettet gør os dummere. Og han tolkede resultatet sådan, at de væsentlige nyheder bliver nedprioriteret til fordel for mere underholdende og ofte også mindre lødige historier.

Så enkel ser forklaringen imidlertid ikke ud fra chefredaktør Vibeke Hjortlunds stol. For Videnskab.dk’s vedkommende handler det mere om, at man har lært af erfaringerne i forhold til, hvad der sælger og derfor godt kan finde på at give rubrikkerne den drejning, der fanger læserne.

”Ja, vi laver skarpe rubrikker for at få folk til at kikke. Vi er nødt til at forholde os til, at vi er et netmedie. Rubrikkerne skal selvfølgelig holde vand, men må ikke blive kedelige. Og bag overskrifterne ligger ganske lødige historier, der gør folk klogere – ikke dummere,” siger hun.

Videnskab.dk tager altså gerne en lille bid af underholdsbranchen. For på den måde trækkes flere læsere til, som så får noget spændende og lærerigt indhold med på vejen.

”Vi kan jo ikke ændre ved, at læserne foretrækker at klikke på en historie, der rummer ordet sex i overskriften. Tværtimod kan vi lige så godt udnytte det,” siger Vibeke Hjortlund.

 

 

Tirsdag d. 4. maj 2010