Professor Anker Brink Lund i Berlingske Tidende
"Public service-test bør også omfatte dagblade, der i modsætning til magasiner og fagblade modtager mediestøtte"
Sikken en fødselsdagsgave
Rigspolitiets kun et år gamle blad slog de mere veletablerede Dagens Medicin og Børn og Unge i opløbet og løb med Bording-prisen. Om det får læserne til at elske bladet højere må tiden vise. Indtil videre har det været op ad bakke, fordi ikke alle politiansatte er enige i ledelsens beslutning om at udgive sit eget blad.
Af Karin Kaas
Det var debutantens dag på Københavns Rådhus. Bare seks numre var nok til at overbevise Anders Bordingkomiteen om, at rigspolitichefens blad ”Politi” er så interessant en nyskabelse, at det fortjener fagpressens fornemmeste pris – Anders Bording prisen. Så nøjagtig på bladets et års fødselsdag kunne redaktør Janne Aagaard glad og stolt modtage statuetten og mange rosende ord fra komitéformand Lisbeth Knudsen.
Bordingkomiteen skulle vælge mellem Politi og to andre nominerede, nemlig journalisterne Trine Vinther Larsen og Gitte Rebsdorf fra fagbladet Børn og Unge og Dagens Medicin og valget faldt altså på rigspolitiets blad, blandt andet fordi ”det viser nogle lovende ambitioner, lige som man kan se, at der arbejdes klogt med at udvikle konceptet og indholdsblandingen kvalitetsmæssigt fra nummer til nummer”, og så fordi ”bladet har en lækkerheds-faktor, som man måske normalt ikke ville tiltro lige præcis rigspolitichefens blad”, som komitéformand Lisbeth Knudsen sagde ved prisoverrækkelsen. Den lækkerhedsfaktor er måske også en af grundene til, at bladets målgruppe, de 15.000 ansatte i politiet, er noget forbeholdne overfor deres blad.
”Vi laver noget, der ligner en limousine, men vores læsere er måske mere til folkevognen”, siger redaktør Janne Aagaard, der flere gange har fået bemærkningen, at det er et ”fint” blad, hun laver. Og her er fint ikke ment positivt.
”På den anden side tror jeg, at enhver betjent gerne vil være stolt af sin arbejdsplads og sit job. Den stolthed vil jeg gerne have, at bladet er med til at give. Og jeg vil da håbe, at de ansatte er stolte af, at deres limousine har fået Bordingprisen. Men dybest set tror jeg, at mange politifolk vil sige, jamen vi kan få tre patruljevogne for det, bladet koster”.
Ledelsens projekt
Det er nemlig ikke alle ansatte, der har ønsket at få et nyt blad. Nogle synes, at bladet Dansk Politi, som deres forbund, indtil det nye blad kom på gaden, udgav sammen med ledelsen, dækker deres behov, og de viser mindre forståelse for, at rigspolitiets ledelse ønsker sin egen kommunikationskanal. Så det har været op ad bakke.
”For mig er Bording-prisen et bevis på, at vores journalistik er god og at det, vi laver, har kvalitet. Den anerkendelse bliver ekstra vigtig, fordi det er et svært miljø, vi arbejder i”, siger Janne Aagaard. Og hun lover, at statuetten kommer til at så midt på bordet ved de næste redaktionsmøder, så redaktionen kan holde modet og gejsten oppe.
Det svære miljø skyldes til dels utilfredshed over, at etableringen af Magasinet Politi har kostet fagforeningsbladet ledelsens tilskud. Dels at bladet begyndte at komme samtidig med, at den store politireform trådte i kraft. Den reform har givet mange frustrationer rundt omkring i politikredsene, og en del af dem er kanaliseret over på det, de ansatte opfatter som ledelsens blad.
Prøveløsladt
Janne Aagaard forsøger da heller ikke at foregøgle nogen, at Politi er et frit og uafhængigt blad. Det har rigspolitichef Torsten Hesselbjerg som ansvarshavende redaktør, for”ingen tror alligevel på en prøveløsladt, og man skal være ærlig med sin afsender, hvis man skal være troværdig i sin kommunikation”.
Hvad der altså ikke skal forveksles med, at hun laver blad til ledelsen, og at den sidder og klapper, når bladet kommer. Det er ikke rigspolitichefen, hun tænker på, når bladet planlægges, men de mange ansatte, ”der skal kunne spejle sig i bladet og genkende sig selv”.
”Den balance mellem afsender og modtager er noget af det, jeg synes er sværest at finde, og den arbejder vi konstant med”, siger hun.
Redaktørens barn
Vi, siger hun, men der er slet ingen tvivl om, at magasinet er hendes barn. Papiret var blankt, da hun blev ansat til at lave det blad, hun selv kunne tænke sig at læse. Så konceptet er hendes, og det er hvert eneste nummer også. Hun har fingrene dybt nede i alle processer, og der slipper intet igennem til tryk, før hun er helt tilfreds.
Hun skriver ”fuldstændig uden blusel” hvert eneste ord igennem. Skærer ned på teksten, ændrer rubrikker og billedtekster – igen og igen – og lægger så stor vægt på at vælge det helt rigtige billede, at det ikke nødvendigvis er det teknisk mest perfekte, der ender i bladet.
For hun stiller store krav til det visuelle udtryk. De meget bærende portrætter skal opfylde tre kriterier. De skal vise engagement, hverdag og styrke, og hvis ikke de gør det, så kommer de ikke i bladet. I det hele taget er der tænkt over hver eneste side, og hun kasserer hellere en tekst, også selvom hun kommer til at betale freelanceren for den, end at trykke en, der ikke lever op til hendes kvalitetskrav.
Og teksten har ikke forret. Hvis designeren, som har meget mere vægt, end det er normalt i bladproduktion, siger, at Janne Aagaard er nødt til at skære en tredjedel af teksten væk, så gør hun det. Layout, tekst og billede er lige vigtige, og ”der er jo ingen grund til at have tusind linjer tekst, hvis billedet fortæller historien”.
Visuelt
Man tror hende, når hun siger, at hun ”går sindssygt meget op i det visuelle”. Og netop det visuelle udtryk har også en stor del af æren for, at bladet får prisen.
”Det er et fagblad med unik visuel udstråling og æstetik. Tekst og billeder supplerer hinanden meget fint. Billederne har drama eller personlighed, og der er kælet for detaljen”, hedder det bl.a. i begrundelsen, der dog også anerkender journalistikken.
”I sit indhold viser bladet en journalistisk og fortællemæssig ambition, som er lovende. Der anvendes et meget letforståeligt og flydende sprog uden alt for mange faggloser og specialudtryk. Der anvendes en fortællemæssig reportageramme, som på en gang er meget traditionel og banal, men som samtidig indeholder noget af den klassiske virkelighedsbeskrivelse fra den journalistiske værktøjskasse, som måske er blevet forsømt andre steder i medierne i jagten på effekter og særlige journalistiske virkemidler”.
Janne Aagaard er næsten lige så ny i fagpressen som hendes blad. Hun har arbejdet som journalist i ni måneder på Dagens Medicin – ”nogle af de bedste rent journalistisk, jeg har haft” – men har ellers haft sin journalistiske karriere på Ekstrabladet, BT og i eget firma. Selv synes hun, at hendes Master of Journalism fra University of Queensland i Australien mere end noget andet har kvalificeret hende til redaktørjobbet, fordi den akademiske uddannelse har givet hende redskaber, som fx kvalitative interviews og kvantitative undersøgelser, som hun brugte i forbindelse med udarbejdelsen af bladets koncept.
Rum til reflektion
Den akademiske tilgang har også ændret hendes syn på journalistikken, og hun har ingen lyst til at arbejde med dagbladsjournalistik igen. Her er nemlig ikke rum til ”metareflektion og diskursanalyse” – begreber som hun sikkert har helt ret i, at de færreste danske journalister har med i deres verdensbillede.
”Men jeg synes altså, at det er helt fantastisk. Verden skabes af ord, ord betyder noget, og den måde vi bruger dem på og ikke mindst de ord, vi vælger, er afgørende. Det kunne du ikke have fået mig overbevist om, da jeg var på Ekstrabladet. Der var vores mantra, at ”vi beskriver virkeligheden”, uden at vi reflekterede over, hvilken effekt journalistikken eller ordene har”.
Den form for journalistik gider hun ikke mere. Hun kan ikke udholde tanken om flere artikler i kategorien ”Mette Andreasen er bare en af mange”, ”En ud af tre mener” eller ”Ny undersøgelse viser”.
Det var også et behov for ”den store pause”, der i første omgang sendte hende til Australien kombineret med et hedt ønske om en akademisk efteruddannelse og lyst til at arbejde på engelsk. Og hun blev så glad for landet, at det kun var et udløbet visum, der sendte hende tilbage til Danmark. Men altså også sendte hende hjem til et job, hvor hun får opfyldt sine journalistiske ambitioner.
Lørdag d. 31. maj 2008
