Skulle det være tilfældet, så er der grund til at tro, at Jyllands-Posten undervurderer opgaven – og det vil bestemt ikke være første gang, at dagblade bilder sig ind, at nye markeder kan erobres i en fart og uden synderligt med ressourcer. På stående fod er det umuligt at komme i tanker om et projekt, hvor det er lykkes. En hel del statsstøtte er kanaliseret direkte ud af vinduet på den konto.

 

 

Men der er ikke desto mindre logik bag rygtet. Dagbladene er nemlig på fuld fart væk fra deres omnibusforpligtelser. Pengene ligger ikke der. Det ved de godt, og Jyllands-Posten er faktisk et af de dagblade, som har været først til at erkende, at den bredt funderede avis ikke just er overlevelsesværdig.

 

Politikerne har bare ikke opdaget det. De honorerer troligt omnibusaviser, der reelt dyrker det overfladiske. Derfor er ordningerne bygget op, så kun omnibusmedier kan få støtte. Resten, altså de smalle medier, får en lang næse. Ikke desto mindre er dagbladene langsomt ved at nå den erkendelse, at deres overlevelse ligger i det smalle, ikke i det brede.

 

 

Derfor har Jyllands-Posten etableret en række alliancer med visse specialmedier. Jyllands-Posten leverer trafikken, specialmedierne indholdet. Det er grundlaget for et samarbejde mellem eksempelvis Landbrugsavisen og Jyllands-Posten, og det var også lige ved at blive grundlaget for et samarbejde mellem Dagens Medicin og Jyllands-Posten.

 

Når Jyllands-Posten interesserer sig for de smalle nicher, så er det for at finde annoncekroner, der kan finansiere den store altædende elefant, Morgenavisen Jyllands-Posten. I den overlevelseskamp anvender Jyllands-Posten sin mangecifrede statsstøtte til at nedkæmpe medier, der ikke får nogen som helst form for hjælp, og som yder en langt mere professionel dækning.

 

 

For fem år siden fratog politikerne nemlig fagpressen den ellers beskedne hjælp, man dengang forstrakte disse blade med.188 mio. kr. røg direkte i statskassen, og siden har de støttede medier, herunder dagbladene, haft endnu friere spil til at nedkæmpe mere kvalificerede medier end dem selv – for at få del i deres annonceomsætning.

 

Det er grimt, men sandt. De borgerlige aviser er spændt foran et vogntog af statssocialisme.

 

Det er den vej det går. Fremtiden for alle medier er smalle nicher. Alle medier kommer til at bevæge sig i den retning. Berlingske Tidende er i sin nuværende form den dødeste sild i verden. Det samme er alle de andre bredt funderede dagblade. Kun hvis de formår skære sig selv til og adressere en eller flere af de mange målgrupper med skræddersyede medier på de rigtige platforme, kan de overleve.

 

 

Overlevelsen ligger i en specialmediestrategi, men forklædt som omnibusaviser. – Lisbeth Knudsen, Tøger Seidenfaden og Jørn Mikkelsen har politikernes støtte til den vej. Vi andre, der leverer varen, har ikke denne støtte.

 

Måske er det en sådan strategi, Jyllands-Posten er ved at rulle ud. Måske er Jyllands-Posten i gang med at splitte sine målgrupper op. En af dem kan være de praktiserende læger, og det er såmænd såre begavet. Netop de praktiserende læger er faktisk kommercielt interessante.

 

Men sådanne markeder erobres ikke med venstre hånd. Dagens Medicin har været dér i over ti år, og Dagens Medicin har landets suverænt største sundhedsredaktion (nej, det er ikke B.T.) med omkring 15 typisk meget erfarne journalister. Dagbladet Jyllands-Posten har én journalist. Når det går højt, er der to, og hvis alt skal sættes på ét bræt, så kan avisen indsætte en praktikant. Hvis man ved, hvad der foregår i sundhedssektoren, så ved man også at Jyllands-Postens dækning er latterlig, - og den er oven i købet bedre end Politikens. Berlingske er nok bedre, men kun marginalt. B.T., Danmarks sundhedsavis, som den kalder sig selv, er i en klasse for sig selv – den er nemlig livsfarlig. Da B.T. påstod, aet visse kolesterolsænkende lægemidler kan give kræft og rejsningsproblemer fravalgte tusinder og atter tusinde danskere at bruge den pågældende medicin, og de er ikke kommet i gang igen. Det vil med sikkerhed føre til, at ganske mange mænd vil dø – og det er på grund af B.T.s uunderbyggede men og skatteyderfinansierede journalistik skyld.

 

 

I forhold til specialmedierne har dagbladene ikke i mange år været i stand til at levere redaktionel kvalitet på de fleste af sine deres stofområder. De bilder ganske vist politikerne ind, at de har denne kvalitet. Det er bare ikke tilfældet, sammenlignet med specialmedier som blandt andre Altinget, Ingeniøren, Dagens Medicin og, Landbrugsavisen. og Computerworld. Dagbladene når dem ikke til ankelhøjde. Men det er dagbladene, der får alle pengene.

 

Er det virkelig, hvad politikerne gerne vil?