Tavs

generalforsamling

Lukningen af foreningens trykte medlemsblad var det eneste, der fik deltagerne til at tage ordet på Danske Specialmediers generalforsamling

Hvis ingen debat skal tages som udtryk for tilfredshed, er Danske Specialmediers medlemmer rigtig godt tilfredse med foreningen. Det eneste punkt, der fik medlemsord med på vejen, var forslaget om at nedlægge foreningens trykte medlemsblad og erstatte det med det onlinemedie, du læser lige nu. Forslaget gik dog glat igennem , og godt det samme. For nedlæggelse af bladet var faktisk et vedtægtsanliggende og bare én nej-stemme ville have resulteret i, at der skulle holdes en ekstraordinær generalforsamling.

På samme måde var der klapsalver til forslagene til nye bestyrelsesmedlemmer. Antallet passede lige til antallet af ledige pladser, og ingen følte sig kaldede til at opstille alternativer. Danske Specialmediers bestyrelse ser herefter sådan ud:

Kristian Lund, chefredaktør og adm. direktør på Dagens Medicin er foreningens nye formand efter Svend Bie fra Agenda, der faldt for foreningens rotationsprincip, hvorefter ingen kan besætte samme post i mere end seks år.

Kristian Lund er 53 år og har tidligere bl.a. væres chefredaktør for Børsens Nyhedsmagasin, adm. direktør for Børsens Magasiner og chefredaktør for dagbladet B.T. Kristian Lund stod også bag forsøget på at starte en ny gratisavis – Aftenposten - i Københavns nordlige forstæder i 2004. Avisen måtte lukke efter bare tre uger på grund af benhård konkurrence bl.a. fra Hver/dag, som Politikens lokalaviser stod bag. Kristian Lund var inden valget næstformand for foreningen.

Susanne Volqvartz, adm. direktør i Hjerteforeningen og ansvarshavende for foreningens blad Hjertenyt. Susanne Volqvartz er cand.mag i historie fra RUC. Hun har stået i spidsen for Hjerteforeningen siden 2000. Susanne Volqvartz holdt op i Hjerteforeningen 16. maj og som konsekvens deraf også foreningens bestyrelse. Der er ingen suppleanter og bestyrelsen forsætter derfor med 10 medlemmer frem til næste generalforsamling.

Anne Nimb, KOMmagasinet, der udgives af forbundet Kommunikation og Sprog. Hun har tidligere være chefredaktør på bladet Markedsføring. Hun er journalistuddannet fra DJH. Anne Nimb har i øvrigt tidligere siddet i Dansk Fagpresses bestyrelse.

Jesper Sehested Lund, adm. direktør i JSL Media er også nyvalgt. Jesper Sehested Lund lagde for tre år siden grunden til JSL Media med magasinet Vi med Hund. Siden august sidste år er bladene MAD&venner, GOLFmagasinet, BådNyt og Jagt, Vildt & Våben kommet til. A-pressen har i øvrigt netop købt 25 procent af JSL Media.

Palle Smed, chefredaktør for Fagbladet 3F, er endnu en genganger i bestyrelsen. Han er tidligere faldet for seksårsgrænsen.

Udover disse nyvalgte består bestyrelsen af chefredaktør for Lederne, Ulla Bechsgaard, der er nyvalgt som næstformand for bestyrelsen. Henrik Lisberg, Dansk Landbrugs Medier, Arne R. Steinmark, Ingeniøren A/S, Lone Ries Karkov, Børn & Unge, Søren Queitsch, IDG Danmark, Rasmus Nielsen, Altinget A/S.

Torsdag d. 14. maj 2009