Udgivere vil selv udvikle teknologi

til e-readers o.l.

Næste skridt i den virtuelle verden bliver en åben standard til brug for digital læsning af magasiner, aviser og bøger

I USA har landets fem største udgivere, Hearst, Time Inc., Meredith, Condé Nast og News Corporation, netop etableret et fælles firma, som skal udvikle en standardmodel for digitale distributionsformer.

Ønsket er at gøre sig uafhængig af teknologiproducenternes udvikling på området og skabe sin helt egen e-reader og andre applikationer, skræddersyet til læsere af magasiner o.l. For en Kindle eller iPad er ikke nødvendigvis svaret på alle udgiveres bønner, da firmaerne bag teknologierne kan lægge begrænsninger ind, som gør udgiverne endnu mere afhængige af disse selskabers produkter.
 
De fem store forlag vil med det fælles selskab gøre e-readers og lignende til et nyt forretningsområde for magasinerne. Og så åbner det også større mulighed for udgiverne til at skabe nye digitale betalingskilder, foruden at en fælles, åben standard gør det lettere at reklamere for sig selv og andre, ligesom det giver mulighed for at skabe et system, der kan følge, måle og veje den enkelte læsers brug af teknologierne.
Torsdag d. 25. februar 2010